Om Facsimile

Folkeskolen

Interessen for fotografering startede da jeg gik i folkeskole, og det er også her jeg har prøvet kræfter med lidt forskelligt. F.eks. fotografering gennem en dåse (motivet måtte ikke bevæge sig i 3-4 minutter - det er lang tid skulle jeg hilse og sige), portræt, leg og fremkaldelse af negativer og billeder i et mørkekammer samt oprulning af film.

Jeg vil ikke sige jeg har øvet mig lige siden, men i perioder har der været fokus her.

Passion

Passionen for fotografering er stødt vokset gennem årerne, jeg har bare glemt at lytte de første mange af dem. Jeg startede ud med et compact kamera som jeg supplerede med mobiltelefonen, da kameraet blev bedre her. Nu havde jeg pludselig altid et kamera med mig. Mit compact kamera blev opgraderet et par gange inden jeg hoppede over til DSLR.

Jeg lånte mit første DSLR kamera og blev ret glad for at fotografere med det og de udfordringer der nu følger med, så som læringen om shutter, aperture, ja bare det at bevæge sig ud af sin komfortzone med auto. Så i starten af 2014 tog jeg beslutningen og meldte mig ind i fotoklubben ISO8000, og det har været enormt givende.

Læring, sparring og nye bekendtskaber, bekendtskaber man ved altid er klar på en fototur og nørde. Venner og familien synes ikke altid det er lige spændende og en kort tur kan tage ret lang tid, hvis jeg har mit kamera med 😉

Grundlaget for facsimile.dk

Kreativitet fylder meget i mit liv, og den kommer blandt andet til udtryk i de billeder jeg fotograferer.  I stedet for at billederne ligger gemt i en mappe, vil jeg meget gerne dele dem med dig.

For at gøre noget ekstra med billederne har jeg valgt at lave en kalender for 2017 til venner og familie. Jeg har en masse ideer til projekter, som jeg gerne vil realisere, så hvem ved, måske de projekter kunne munde ud i en bog. 

Ser du et billede i et af mine indlæg der passer lige til dit hjem, skal du endelig kontakte mig. Jeg tilpasser det gerne efter din smag, også hvis du synes det ser bedre ud i sort/hvidt. Der er flere kontaktmuligheder, som du kan se på kontakt-siden.

Illustration

Da jeg sikkert også får lyst til at dele andet med dig end billeder, har jeg lavet en side "Illustrations". Det bliver en blandet landhandel med mange af de andre interesser jeg har. Så her kan det blive muligt at læse om økologisk dyrkning af grøntsager i højbede, madlavning og bagning - egne opskrifter og erfaringer, rejser og strik.

Tak fordi du læser med og rigtig god fornøjelse.

facsimile - personen bag
Fotograf: Timo Blom Kofod